Vantroens fremtid?

Fra Humanist 3/15.

Stadig flere mennesker er ikke-religiøse. Det burde måske ikke overraske nogen at der er mange måder at være vantro på, og at de forskellige måder kan komme i konflikt med hinanden.

”Et Societet kand bedre bestaae af Vantroende end af overtroeske Borgere.”

Ludvig Holberg, ”Epistel 210”

Det religiøse landskab i Norge er under forandring. Samfundet er blevet flerreligiøst og komplekst, med nye konfliktlinjer og problemstillinger. Opslutningen til Den norske kirke ser ud til at falde, mens for eksempel det katolske kirkesamfund, muslimske organisationer og Human-Etisk Forbund oplever en kraftig vækst. Flere vælger også at stå helt udenfor tros- og livssynssamfundene, og mange bruger alternativ behandling og åndelige teknikker. Andre engagerer sig i diskussionen af drengeomskæring, brugen af hijab eller norske lægers reservationsret. Kristendommen i mange aftapninger står dog stadig urokkeligt fast, også i grundloven og i skolen; at kirke og stat skulle være adskilt er, på trods af forandringerne, en voldsom overdrivelse.

Tro og religiøsitet er i stigende grad knyttet til personlige valg, der gør det muligt at være troende på sin måde. Jeg vil i det følgende diskutere vantroens fremtid i Norge ud fra tilstanden i dag. Men hvad er egentlig vantro? Vantro defineres i Ordbog over det Danske Sprog (der før 1814 også giver information om det norske sprog) på tre måder: for det første mistro eller skepsis i al almindelighed, altså mistænksomhed eller bestyrtelse – ”han så med vantro på mig”. For det andet ”mangel på (fast, sikker) religiøs tro, specielt kristentro”, det vil sige usikker eller fraværende tro. For det tredje som ”ikke rettroende”, det vil sige af en anden tro, en vranglære eller overtro.

Hvor den første betydning beskriver en psykologisk tilstand, dømmer og ekskluderer de to sidste betydninger en mangel eller fejl hos den vantro. Vantro bruges derved som et normativt og regulerende begreb i betydningen ikke-tro eller fejlagtig tro i forhold til et givet korrekt ståsted, gerne majoritetens eller en selvbestaltet elites.

De tilbagevendende storme omkring prinsesse Märtha Louises engleskole og private trosliv er et godt eksempel på den tredje forståelse: Mange synes, at prinsessen er helt fantastisk og køber bøgerne til kaffebordet og læsegruppen, men nogle grupper angriber hendes manglende jordforbindelse og pseudovidenskabelige fantasier (altså overtro), og andre tager anstød af hendes ukristelige omgang med de døde (altså vranglære). Både anklager om overtro og vranglære sætter grænser mellem en god og en dårlig tro, ofte kendetegnet ved en god inderkreds og et dårligt ”udenfor”, uafhængigt af den vantros selvopfattelse. Her er jeg dog mest interesseret i den anden betydning af ordet vantro, altså fraværet af religiøs tro, der i et moderne sekulært samfund snildt kan vendes til noget godt hos dem, det gælder. Vantro kan derfor bruges som et positivt selvbillede som ikke-religiøs eller ugudelig. Med udgangspunkt i denne forståelse vil jeg stille en diagnose af gudløshed eller ikke-religion i dag og se på mulige scenarier for gudløsheden i fremtiden.

Tørre tal om vantroen

Vantro ser ud til at have gode kår i Norge i det nye årtusinde. Livssynssamfundene nærmer sig 90.000 medlemmer på landsplan, hvoraf omkring 85.000 tilhører Human-Etisk Forbund.^[1] Antallet af folk ”uden tilhørighed”, der inkluderer ikke-medlemmer og medlemmer af ikke-registrerede trossamfund, ligger på omkring en halv million nordmænd.^[2] Samtidig viser statistikken, at over 25 procent ikke tilhører Den norske kirke, mens tallene for stærkt troende, kirkeligt døbte, konfirmerede, begravede og viede falder.^[3] Næsten ni af ti nordmænd deltager aldrig eller vældig sjældent i gudstjenester.^[4]

Tal fra de internationale værdiundersøgelser International Social Survey Programme (ISSP), World Values Survey (WVS) og European Values Study (EVS) indikerer, at op imod en tredjedel af alle voksne nordmænd ”ikke tror på Gud” eller ”ikke ved, om der er en Gud, og ikke tror på, at der er måder at finde ud af det på”.^[5] Det ser dog ud til, at kun omkring 7 procent vil kalde sig ”overbevist ateist”.^[6] Og så igen: 17-18 procent, over 700.000 voksne nordmænd, er villige til at kalde sig ”ikke-troende”, mens op imod halvdelen af befolkningen tør kalde sig ”ikke-religiøse” eller ”en ikke-religiøs person”.^[7]

Nu er alle disse undersøgelser 5-10 år gamle, men der er ikke noget, der tilsiger at trenden er vendt. Hvis vi bruger ovenstående tal på de nyeste folketal, taler vi om cirka 280.000 voksne ateister; næsten 1.3 millioner over 18, der ikke tror på Gud eller er tvivlende; 700.000 ikke-troende og omkring 2 millioner ikke-religiøse i Norge i dag. Svimlende tal, der pludselig sætter de organiserede humanister lidt i perspektiv. Men lad os udvise behørig selvkritik og undersøge baggrunden for tallene.

Løgn, forbandet løgn og statistik

Statistik beskrives ofte som en avanceret form for løgnagtighed. Vi skal derfor være forsigtige med at bruge tal uden at forstå de kategorier og begreber, der ligger bag. Et eksempel kunne være den halve million nordmænd uden tilhørighed. Denne kategori dækker over både alskens smågrupper, der ikke får støtte af den norske stat, og såkaldte nones, altså mennesker, der ikke er tilknyttet noget tros- og livssynssamfund overhovedet. Ikke-registrerede trossamfund er jo åbenbart religiøse, men også nones kan være religiøse på mange måder, selvom en del faktisk er helt ligeglade med religion: De kan være kristne, muslimer, hedninge, buddhister, ateister, alternativt søgende (det vil sige ”spirituelle”, ”åndelige” eller ”nyreligiøse”) og så videre.^[8] Vi kan kalde det ”tro uden tilhørighed” (”believing without belonging”) – et begreb skabt af den engelske religionssociolog Grace Davie i et forsøg på at forklare sammenhængen mellem stabil religiøsitet og faldende kirkegang i England.^[9]

Den samme pointe kan knyttes til de 25 procent uden for Den norske kirke; heller ikke her kan vi konkludere entydigt på deres religiøse ståsted eller mangel på samme. De kan således være medlemmer af andre trosamfund, nones, eller stærkt troende uden tilhørighed til den nationale kirke. Omvendt kan de 75 procent, der faktisk er medlemmer af Den norske kirke, jo også være vantro, nyreligiøse, ateister eller bare være ”tilhørende uden tro” (”belonging without believing”).^[10] Denne type tilhørighed er typisk for de skandinaviske lande med stærke og synlige nationale kirker, etablerede velfærdsstater og homogene befolkninger. Der er stor opslutning om ”kulturreligionen”, selvom man ikke tror på den, fordi den forbindes med national og historisk samhørighed af en befolkning, der har tillid til samfundet som helhed.^[11] Derfor bør vi være påpasselige med at sætte simpelt lighedstegn mellem faldende medlemstal i kirken, faldende aktivitet i kirken og faldende religiøsitet i samfundet, ligesom vi må forstå, at de skandinaviske medlemstal i de nationale kirker ikke kan omsættes til personlig tro.

You say potato…

Når det gælder trosindhold og selvbetegnelser, bliver det endnu vanskeligere. Om man kalder sig ”ateist”, ”ikke-troende” eller ”ikke-religiøs” har noget at gøre med betydningerne af de forskellige ord i forskellige sammenhænge. Det kan være let at kalde sig ”ikke-religiøs” i en spørgeundersøgelse, hvor alternativerne er ”religiøs” og ”overbevist ateist”, fordi begrebet ”religion” ofte forbindes med institutioner, hierarkier og kedelige begrænsninger, mens ”ateist” har en helt særlig bagage, som vi skal vende tilbage til.^[12]

Men som vi netop har set, kan den ikke-religiøse identitet for eksempel kobles med en opfattelse af sig selv som spirituel eller alternativt søgende. Man opfatter altså stadig sig selv som ”troende”, selvom man ikke vil tilhøre en religion. For andre er det ordet ”tro”, der er gammeldags og kristent ladet, mens man let kan kalde sig ”religiøs” eller ”spirituell” (selvom man ikke tilhører en religion). Hvis spørgeskemaer bruger ”troende” og ”religiøs” som nøglebegreb, kan det med andre ord få de samme personer til at svare modsatrettet på samme spørgsmål.

Her er det i øvrigt vigtigt at holde sig for øje, at kristendommen ofte bliver rammen omkring ordenes betydning, så ”tro” bliver ”tro på Gud”, og ”religion” bliver ”kristendom”. På denne måde bliver ikke-religion forstået som fraværet af kristendom, altså ikke-kristendom, snarere end fraværet af religion som helhed. Det er derfor en central problemstilling at klargøre, hvad folk faktisk svarer på, når de svarer, og om de trækker fordomme imod (eller for) kristendommen ind i deres svar.

Det samme gælder også for andre religioner. Inger Furseth beskriver for eksempel i bogen Religionens tilbakekomst i offentligheten?, hvordan skurkerollen, der på 1970-tallet blev tildelt konservativ kristendom i medierne og den offentlige debat, på 1990-tallet blev overført til islam. Skillet mellem ”god” og ”dårlig” religion handler i stor stil om, hvorvidt religionen fremstår som konservativ eller liberal i moralske spørgsmål, hvilket i sidste ende har at gøre med drejningen mod individets selvbestemmelse.^[13] De ”store” religioner måles ud fra deres forhold til menneskerettigheder, herunder særligt individets ukrænkelighed og graden af tros- og ytringsfrihed. Med alternativ religion, altså spiritualitet og nyreligiøsitet, er det lidt anderledes: Disse strømninger vurderes snarere på deres tvetydige forhold til naturvidenskaben og deres bidrag til livsstil og velvære. ”Feelgood” er godt, så længe det ikke fører til overfladiskhed, pseudovidenskab eller udnyttelse.^[14]

Ateisme: fravær, fravalg eller tilvalg

Relativt få af de mange ikke-religiøse vil kalde sig ”overbeviste ateister”. En nærliggende forklaring er ateismens til tider ganske polemiske fremtoning, særligt når den allierer sig med politisk eller videnskabelig religionskritik.

Siden midten af 2000-tallet, hvor Richard Dawkins’ bog The God Delusion så dagens lys, har den såkaldte ”nyateisme” under tæt mediedækning ført en bred og global kulturkamp mod religiøs fanatisme og anden ”skadelig” tænkning. Sprogbrugen og selvopfattelsen har i og for sig rødder tilbage til oplysningstiden, men bevægelsen har fået ny vind i sejlene gennem den store popularitet, frontrytterne Richard Dawkins, Sam Harris, Christopher Hitchens og Daniel Dennett nyder godt af. I Norge er det Det norske Hedningsamfunn og visse grupperinger i sammenslutningen Skepsis, der mest tydeligt har fremmet denne type retorik. Vi skal senere vende tilbage til interne forskelle i de ateistiske miljøer, men vi kan foreløbig fastslå, at der er tale om en klart anti-religiøs formulering af ateismen, der afviser religionens nytteværdi og fremstår ganske imperialistisk på vegne af naturvidenskaben, særligt evolutionsbiologien.^[15]

Selvom nyateismen opfattes som krads religionskritisk og unødvendigt polariserende af mange, og derfor har skabt debat langt ind i etablerede ateistiske og humanistiske kredse, kan vi ikke komme uden om, at nyateismens kontroversielle fremfærd også er en del af forklaringen på vantroens fremvækst nationalt og globalt. Klare positioner og klare fjendebilleder skaber opmærksomhed i medierne, der igen skaber vækst.

Strengt taget betyder ateisme ”uden gud”, altså ”fraværet af troen på (eksistensen af) Gud eller guder”.^[16] Om der er tale om et simpelt fravær eller et udtalt fravalg har meget at sige for den konkrete ateisme, vi møder. Flere forskere snakker derfor om ”svag” eller ”negativ” ateisme og en ”stærk” eller ”positiv” ateisme. Svag eller negativ ateisme dækker fraværet af tro – denne type omfatter både dem, der ikke har besluttet sig eller tvivler (såkaldte agnostikere), dem, der er ligeglade (mange nones), og forskellige ”religiøse ateister”, der kan findes i visse hinduistiske og buddhistiske filosofier.^[17] Stærk eller positiv ateisme gælder så det aktive fravalg af troen på eksistensen af guder eller, i sin mest radikale form, en afvisning af alle religiøse og overnaturlige forklaringsmodeller overhovedet.^[18] Den mest ekstreme udgave af denne radikale ateisme er den, vi finder i nyateismen og andre religionskritiske bevægelser, hvor al religion udpeges som skadelig, giftig eller barnlig.

Vi har altså et spektrum af ateisme-forståelser, der går fra fravær over fravalg til aktivt tilvalg af en alternativ forklaringsmodel, for eksempel filosofisk humanisme, naturvidenskabelig naturalisme eller kommunistisk materialisme, til tider koblet på en regelret afvisning af og modstand mod religion som helhed. Her bliver ateismen et eget livssyn med flere mulige veje ind og med en række forskellige grupperinger og fortolkninger.^[19] Vi kan sige, at vantroens anden betydning, altså fravær af tro, kobles til en aktiv dom over andres tro som vantro og overtro, altså den tredje betydning, hvilket forudsætter et verdensbillede og nogle referencerammer at dømme ud fra.

Hvis vi ser på tallene ovenfor, bruger de forskellige undersøgelser ”ateisme” på forskellige måder. Selvom de, der ”ikke tror på Gud”, og de, der kalder sig ”overbeviste” ateister, begge er ateister i den forstand, at de beskriver sig selv som ”uden gud”, er der stor forskel på at tage aktivt afstand (altså sige ”jeg tror ikke på Gud”) og at identificerede sig med et begreb, der oftest implicerer et aktivt tilvalg til et andet livssyn (”jeg er ateist”). Igen, den første position kan inkludere religiøse opfattelser uden om gudstro – for eksempel troen på kræfter eller skæbne – ligesom den sidste kan omfatte flere forskellige livssyn. Når man skal svare på, om man er ”overbevist” ateist, er det ikke altid klart, hvilken position der menes. Mange vil derfor svare nej, fordi de forbinder ateismen med de stærkeste eller mest radikale udtryk, eller fordi de ikke er overbevist om koblingen mellem humanisme, naturalisme og ateisme, for eksempel. Det er på den måde, vi får 50 procent ”ikke-religiøse”, 18 procent ”ikke-troende” og 7 procent erklærede ”ateister” i Norge.^[20]

Hvor går vi hen?

Hvis vi vender os fra nutiden til fremtiden, er der ikke meget at basere klippefaste spådomme på. Rent statistisk har religiøse værdier en tendens til at ændre sig langsomt og være stabile over tid.^[21] Vi kan for eksempel se, at andelen af erklærede ateister har oplevet en svag stigning siden 1980-tallet (mest efter årtusindeskiftet), mens antallet af ”ikke-troende” og ”ikke-religiøse” viser en eksplosiv vækst. Det tyder på, at det ikke så meget er folks identitet, der ændrer sig, men snarere måden, hvorpå religiøsitet eller mangel på samme bliver talt om og repræsenteret. Mange vægrer sig for at melde klart ud og kalde sig selv ”ateist”, men de er villige til at indrømme et fravær af tro, hvis de bliver spurgt på den rigtige måde. Dette vil med al sandsynlighed fortsætte. Når det så er sagt, kan vi måske forudsige en større andel af selverklærede ateister, efterhånden som de yngre generationer bliver ældre, da væksten har været størst her. Netop på grund af stabiliteten inden for aldersgrupper vil en stigning blandt yngre generationer bevæge sig op gennem statistikken som en generel øgning.

Jeg tror dog, at andre alternativer har en større chance for at gøre sig bemærkede her til lands. Vi har allerede omtalt den store vækst, moderne humanisme og særligt Human-Etisk Forbund har oplevet. Folk virker langt mindre nervøse for at erklære sig som humanister. En forklaring kan være, at ”humanisme” allerede eksisterer som en slags ”ateisme light” eller ”hygge-ateisme” i den norske begrebssfære og har gjort det siden 1956. Selvom der er tre-fire gange så mange, der kalder sig ateister i spørgeskemaundersøgelser, som der er medlemmer i Human-Etisk Forbund, er det de sidste, der præsenterer en klar identitet i det offentlige rum, både når det gælder trosgrundlaget, aktiviteterne og standpunkter til vigtige mærkesager. ”Humanist” (og andre selvbetegnelser som socialist, skeptiker, satanist eller fritænker) kan derfor dække et ateistisk livssyn, uden at man kalder sig ateist. Det er i den forbindelse interessant, at den oprindelige selvbetegnelse ”human-etiker” ser ud til at være faldet i disfavør til fordel for det bredere begreb ”humanist”, fordi human-etiker fremstår uklart og gammeldags for de yngre. Også her sker altså en ændring.^[22]

Jeg vil følge to spor, der kan have betydning for vantroens udvikling i Norge. Det første er interne uenigheder de gudløse imellem; det andet er betydningsfulde politiske og kulturelle begivenheder nationalt og internationalt. Selvom de to perspektiver hænger sammen, kan det være nyttigt at diskutere dem hver for sig for at forstå, hvad en ikke-religiøs tilhørighed kan indebære.

Interne uenigheder

Når det gælder interne stridigheder, må vi tilbage til diskussionen af nyateisme. Vi så tidligere, at klare fjendebilleder og anti-religiøs polemik skaber synlighed, der igen stimulerer vækst. Men dette er kun den halve sandhed. For det første er nyateismen ikke en samlet strømning, men en medieskabt paraplybetegnelse for ateismen hos en række intellektuelle og deres læsere, der er gået i offensiven som ateister i den offentlige debat. For det andet skaber det i sig selv polarisering mellem forskellige grupper af ikke-troende og mellem vantro og religiøse.

Der er stor forskel på formuleringerne af det ateistiske projekt hos de fire hovedfigurer nævnt ovenfor, både hvad gælder religionsbegreb, retorik og politiske konsekvenser. Hvor Richard Dawkins i stigende grad står for en aggressiv anti-teistisk position vendt mod alle gudstroende og funderet på evolutionsbiologi, har Sam Harris på trods af religionskritikken forsvaret en diffus spiritualitet med udgangspunkt i buddhismen, som han selv bekender sig til. Det betyder så også, at Harris offentligt fremhæver (god) mystik som modsætningen til (dårlig) religion (senest i bogen Waking Up: A Guide to Spirituality Without Religion, 2014), mens Dawkins i TV-programmer og på Twitter udøver en bred religionskritik på en uforsonlig og latterliggørende måde. Daniel Dennett har nok udfald mod religionsudøvelse, men argumenterer mest for et komparativt studie af religion modelleret på naturvidenskaben, netop fordi det er så vigtigt et kulturelt fænomen. Endelig har Christopher Hitchens med God is not Great: The Case Against Religion (eller den sigende amerikanske undertitel: How Religion Poisons Everything) formuleret det mest omfattende udfald mod religion, men i modsætning til Dawkins og Dennett baserer han argumentationen på politiske og filosofiske kauserier snarere end naturvidenskabelige ræsonnementer.

De fire talspersoner repræsenterer altså forskellige udgaver af ateisme som livssyn, fra en ikke-religiøs, men dog spirituel position til forskellige varianter af anti-religion i bred forstand. Der er dog ingen tvivl om, at både forfatterne selv og den store læserskare opfatter projektet som en samlet front mod globale religiøse tendenser: Vi trænger en ”fornyet oplysningstid”, som Hitchens formulerer det under henvisning til både træning i kritisk tænkning, fri meningsudveksling og forsvaret for en demokratisk og sekulær offentlighed.^[23] De bruger alle deres vantro i kampen mod religiøs tro og praksis, og her særligt de såkaldte ”tros-religioner” kristendom, islam og jødedom, samtidig med at de fremhæver retten til et ikke-religiøst standpunkt og anti-religiøse ytringer. Et sådant engagement og den kæphøje attitude tiltrækker helt sikkert mange, der føler sig trampet på af religiøse regler og normer eller krænkes af religionernes ”mangel på logik”.

Det interessante er, at engagementet og særligt attituden også har synliggjort meningsforskelle langt ind i ateismen, for eksempel hvad angår retningen for det ateistiske projekt, naturvidenskaberne som kronjuveler i ateismens tankegrundlag og graden af aggressiv missionsiver mod offentligheden. Hvor mange opfatter sig selv som ikke-religiøse, er langt færre med på den respektløse tone, vi finder hos nyateister som Hitchens og Dawkins eller komikere som Bill Maher og Stephen Fry, for at nævne nogle eksempler. Mange kritiserer også den stereotype religionsforståelse, der ofte bruger kristendommen og islam som modeller for al religion, og den opfattede arrogance, der ligger i den absolutte afvisning af modpartens argumenter. Nyateismen kan således ikke siges at være entydigt god eller dårlig for ateismen; det kommer meget an på, hvordan man opfatter polarisering som retorisk virkemiddel.

Ingen liker å bli lurt

I Norge ser vi lignende brudflader. I kølvandet på kampagnen ”Ingen liker å bli lurt” var der store uenigheder mellem mere moderate humanister og uforsonlige skeptikere, selvom de begge var enige om kritikken af alternativ behandling. Kampagnen, der blev lanceret på sociale medier af Human-Etisk Forbund i 2011, var i udgangspunktet rettet mod moderne kvaksalveri, altså udokumenterede medicinske og psykologiske påstande og behandlingsformer knyttet til økonomisk gevinst.^[24] Målet var at afsløre fupmagerne og hjælpe forbrugerne, og til det formål fandt Human-Etisk Forbund støtte hos blandt andet kristne og sekulære skeptikere, der i en årrække havde kritiseret mirakler, pseudovidenskab og alternative behandlingstilbud. Det blev dog hurtigt opfattet som et mere generelt angreb på religiøse forestillinger og særligt nyreligiøse praksisser, både indefra, hvor sympatisører tog afstand fra kampagnens aggressive tone, og udefra, hvor talspersoner for alternativ behandling og alternative forestillinger følte sig hængt ud og mistænkeliggjort.^[25] Processen blev yderligere forstærket på sociale medier, hvor endeløse tråde på Facebook og diverse debatfora skabte en skyttegravslignende situation.^[26]

I lighed med nyateismen får kampagnen derfor en tvetydig effekt i offentligheden: På den ene side præsenteres en samlet front af human-etikere, skeptikere og ateister i opgør med pseudovidenskab, kvaksalveri og uklar tænkning, hvilket i sig selv kan få tvivlere til at tage stilling; på den anden side fremstår den samme gruppe som uforsonlige elitister, hvilket får mere moderate stemmer til at melde fra. Human-Etisk Forbund selv rapporterer 30-40 aktive udmeldelser og op mod 130 mulige udmeldelser som følge af kampagnen.^[27] Dette opvejes dog af mange nye medlemmer i 2011 og fremefter. De konkrete tal er heller ikke det væsentligste – snarere vil jeg fremhæve polariseringen indad i vantroen og udad mod det bredere tros- og livssynsfelt som betydningsfuld for vantroens fremtid. Populært sagt: For hver nye rekrut får man også en moderat ateist og to religiøse med styrket tro. Her spiller den opfattede intolerance og den klarere vægtlægning af naturvidenskabelige argumenter en central rolle.

Den amerikanske ateismeforsker Stephen LeDrew beskriver i artiklen ”The Evolution of Atheism: Scientific and Humanistic Approaches”, hvordan nyateismen kan ses som en tilbagevenden til og radikalisering af oplysningstidens og darwinismens videnskabelige ateisme, eksemplificeret ved Baron D’Holbach og Herbert Spencer. Denne var fokuseret på religion og videnskab som uforenelige modsætninger, således at naturvidenskabens forklaringer skulle udrydde religionens uforstand og dermed skabe et bedre samfund for alle.^[28] Religion var simpelthen falsk kundskab, der skulle brændes bort med fornuftens lys.

Som alternativ til dette udviklede der sig i løbet af det 19. århundrede en humanistisk ateisme, der snarere så religion som et socialt fænomen – LeDrew nævner her de klassiske religionskritikere Ludwig Feuerbach, Karl Marx, Sigmund Freud og Friederich Nietzsche. I stedet for at diskreditere teologiske påstande med naturvidenskabelige argumenter var projektet at se teologien og dermed Gud som menneskeskabt. Religion var således ikke nødvendigvis et problem i sig selv, men et symptom på fremmedgørelse og undertrykkelse; hvis de underliggende mekanismer forsvandt, ville religionen også ændre sig eller forsvinde helt.

Nyateismen og Ingen liker å bli lurt bliver, korrekt eller ej, associeret med den videnskabelige ateismes kundskabsarrogance. Ingen af dem er dialogprojekter, og begge fremstår i offentligheden som afvisninger af religion som skadelig overtro, helt på linje med kritikken af prinsesse Märtha Louise. Dette står i skarp kontrast til den humanistiske ateisme, der nok kan være religionskritisk og anti-religiøs, men også diskuterer problemer af betydning for både troende og ikke-troende – hvilket i parentes bemærket præcis beskriver den position, Ingen liker å bli lurt forsøgte at indtage i debatten.

Vi ser derfor, at det spektrum af ateismeforståelser, vi diskuterede tidligere, i høj grad er blevet aktiveret af fremvæksten af en polemisk og kompromisløs ateisme, der tvinger ikke-religiøse og religiøse til at tage stilling for eller imod. Mere synlighed giver mere gennemslagskraft, men det giver også større risiko for offentlig uenighed og dissens, simpelthen fordi en fremtrædende rolle i medierne og debatten giver flere tilhængere, der ikke nødvendigvis er enige i alle detaljer. Vi kan sige, at en relativt udefineret rolle som ateist eller vantro giver god mulighed for samarbejde; op imod 50 procent af den norske befolkning er som bekendt ikke-religiøse. I det øjeblik, rollerne tegnes op, vil ideologiske skillelinjer sætte en stopper for frit flydende tilhørighed og afsløre kompleksiteten i vantroen i dag. På dette vis passer en svag eller uklar vantro udmærket ind i den norske mangfoldsopfattelse baseret på konsensus og respekt for forskellighed, mens de stærkere former, særligt i kombination med politisk aktivisme og naturvidenskabelig bevisførelse, hurtigt bliver for stærk kost.

Betydningsfulde begivenheder

Det andet perspektiv, jeg vil trække frem, er større begivenheder og væsentlige aktiviteter nationalt og internationalt, der kan spille en rolle for vantroens vækst. Et lokalt eksempel er de nu gennemførte reformer af skolens religionsfag, før RLE (Religion, livssyn og etikk), nu KRLE (Kristendom, religion, livssyn og etikk), der først blev fremlagt i regeringens Sundvollen-erklæring i 2013 efter forhandlinger mellem Høyre, Fremskrittspartiet, Venstre og Kristeligt Folkeparti. Udover navneskiftet omfatter ændringen kun en præcisering af tidsbrug og fokus i læreplanen, hvor kristendommen nu skal omfatte ”om lag halvparten” af undervisningen.

Ikke desto mindre skabte reformen en del opstandelse, ikke mindst fra Human-Etisk Forbund, der så det som en tilbagevenden til skolefaget KRL (Kristendoms-, religions- og livssynskunnskap). Dette fag blev som bekendt dømt i strid med menneskerettighederne på midten af 2000-tallet, hvilket førte til ændringer i både oplæringsloven og læreplanværket. Men det var ikke kun humanister, der råbte vagt i gevær: Faktisk var der bred enighed fra skoleelever over lærere og politikere til fagfolk og kirkefolk om, at faget absolut ikke skulle ændres.^[29]

Mange blev provokeret af kristendommens særstilling i det nye navn, der udover at sætte kristendommen først også adskilte religion og kristendom i strid med faglige vurderinger. Flere trak også den skævvredne tidsbrug frem som problematisk i dannelsen af demokratiske medborgere, da det ville betyde mangelfulde kundskaber om andre religioner og livssyn. Endelig blev argumentet om kristendommens historiske rolle som kulturarv – en central motivation for ændringen – sat i relation til ideologiske interesser, der ønskede en styrkelse af kristendommens position for fremtiden for at imødegå tabt terræn. Hvad der umiddelbart fremstod som en opprioritering af kundskab om kristendommen, blev altså opfattet som et ønske om forkyndelse i strid med fagets livssynsneutrale grundlag. I det store hele blev ændringerne opfattet som en politisk hestehandel, der satte en lille minoritets holdninger igennem i kampen mod vantroens fremvækst.

Debatten rasede i 2014 og skabte nye alliancer mellem livssynspolitisk aktive fra flere sider. Facebookgrupper blev etableret (”Nej til KRLE” har i oktober 2015 næsten 32.000 likes, mens ”ja til RLE” paradoksalt nok har 163), underskriftindsamlinger iværksat, og de traditionelle medier flommede over med indlæg for og imod ændringerne. Denne værdikamp er mere eller mindre forstummet, og det første kuld elever er i gang med KRLE fra august 2015. Der er dog intet, der tyder på, at modstanden er forsvundet: Folk ønsker et livssynsneutralt kundskabsfag i skolen; et fag, der kan danne flerkulturelt bevidste borgere for fremtiden. Om sagen får konsekvenser for opslutningen til humanistiske eller ateistiske grupper er stadig usikkert. Det er dog sikkert, at sagen i sig selv er et symptom på religionens ændrede rolle i samfundet og vantroens generelle udbredelse i Norge, og KRLE vil fremover være et vigtigt punkt for politisk aktivisme fra vantro i flere lejre.

Vi kan se samme engagement i forbindelse med internationale begivenheder. Igen kan nyateismen virke som eksempel. Man kan sige, at det ”nye” i nyateismen er situationsbestemt; alle fire forfattere tog til orde efter terrorangrebet 11. september 2001 og særligt efter karikaturstriden i kølvandet på Jyllands-Postens Muhammedtegninger, der blev bragt i avisen den 30. september 2005. Også dødsdommen over Salman Rushdie efter De Sataniske Vers i 1989 og i nyere tid angrebet på satiremagasinet Charlie Hebdo i 2014 har spillet en rolle som katalysator for en aktiv religionskritik. Hvor der for KRLE mest var tale om en skolepolitisk kamp mod kristendommens særstilling, må nyateismens popularitet i mediebilledet og efterfølgende succes ses i sammenhæng med fremvæksten af militant islamisme og religiøst motiveret vold, der igen stimulerer forsvar for ytringsfrihed og anti-teisme i almindelighed og islamkritik i særdeleshed. Således bliver det nye i nyateismen for det første en opprioritering af det politiske og moralske ansvar, ateismen kan og skal have i et demokratisk og sekulært samfund, der bygger på menneskerettigheder og en adskillelse af stat og religion. For det andet ligger det nye i den entydige forbindelse, der skabes mellem dette ansvar og naturvidenskaben som garant for et ateistisk verdensbillede.

Som vi så ovenfor, er det ikke alle, der støtter nyateismens løsningsforslag. Hverken en generel sympati med religionskritik, en naturvidenskabelig uddannelse eller et fravær af tro er ensbetydende med et nyateistisk standpunkt. Når det er sagt, bidrager nyateismen som international strømning til en konsolidering af ateismen og humanismen som legitime alternativer til politiske og religiøse ideologier, dog mest i Vesten.

Den store vækst i forskning på ateister og ikke-religiøse i de sidste ti år – vi taler om en mangedobling af artikler, bøger og involverede forskere – fungerer også som en legitimering af vantroen. Denne forskningseffekt, som vi også så med nye religiøse bevægelser på 1970- og 1980-tallet, bidrager til, at vantroen bliver lettere at finde og måske endda lettere at associere sig med. Vi kan altså sige, at ateismens øgede synlighed har gjort det lettere at finde ikke-religiøse alternativer, ligesom det er lettere at erklære en identitet, når der er et formelt og socialt kollektiv at definere sig ind imod. Derfor er det ikke bare som reaktion, at nyateismen er ny. I de ti år, der er gået, siden begrebet blev lanceret, har nationale og internationale organisationer oplevet øget tilslutning, hvilket i sig selv har bidraget til en klarere rolle som interesseorganisationer i den offentlige debat.

Nye er også kommet til, som den amerikanske Brights Movement, der siden 2003 har forsøgt at skabe opbakning til en ny samlebetegnelse for ikke-religiøse med et naturalistisk livssyn, nemlig ”brights” (altså lysende, strålende, funklende) – deres symbol er en planet og nogle solstråler, hvilket kun styrker oplysnings-metaforerne. De fungerer som et ikke-eksklusivt netværk af sympatisører, der arbejder for civilretslig anerkendelse som ikke-religiøse, og tæller efter sigende 78.000 medlemmer i 204 lande, heriblandt Richard Dawkins og Daniel Dennett.^[30] Brights-bevægelsen er dog også et eksempel på, at uenighed og modstand ligger lige under overfladen: Ordet bright opfattes fra afsendersiden som et positivt alternativ til betegnelserne ateist og især gudløs, men det har også et bredere nedslagsfelt ligesom betegnelsen humanist, fordi det kan kombineres med flere livssyn. Kritikere fra såvel religiøst som ateistisk hold ser det dog helt modsat: Ordet bright læses som ”kvik” eller ”begavet”, hvilket dømmer alle ikke-brights som ”dim”, altså svage pærer eller uoplyste. Ikke just den fællesskabsfølelse, de var ude efter. Også Christopher Hitchens er ude med riven: I første kapitel af God Is not Great bemærker han parentetisk, at det indbildske navn får ham til at krympe sig.^[31]

Vi taler i sociologien om tilstedeværelsen af en solid plausibilitetsstruktur, der gør det meningsfuldt at tænke ikke-religiøst og eventuelt kalde sig ateist eller humanist. Dette begreb, der stammer fra religionssociologen Peter Berger, påpeger netop nødvendigheden af socio-kulturelle rammer, hvori verdensbilleder støttes og fremmes.^[32] Udover konkrete organisationer og netværk kunne nyateistisk litteratur og dokumentarfilm, komikere som Stephen Fry, Penn & Teller, George Carlin og Dara O’Brien, internationale ateisme- og skeptikerkonferencer samt populær videnskabsformidling som amerikanske COSMOS og NRK-programmerne Folkeopplysningen og Schrödingers Katt tjene som eksempler på en sådan struktur. Organisationerne har også lanceret en lang række kampagner, der skal synliggøre ateismen som legitimt livssyn, herunder Ingen liker å bli lurt og den britiske Atheist Bus Campaign med ateistiske reklamebannere på bybusserne. Potentielle konvertitter har altså ikke længere kun John Lennons ”Imagine” og den human-etiske nonfirmation som eksempel på ateistisk kultur og aktivisme, men en lang række kulturprodukter, der på forskellig vis sætter vantroen på dagsordenen.

Et sidste trut i trompeten

Hvis vi skal tro tallene, er Norge i dag sekulariseret i udpræget grad, når det gælder individuel tro. Mange føler ikke et behov for religiøs tilknytning eller et religiøst perspektiv, og personligt troende mærker et større krav udefra om begrundelse for deres tro. Religionerne må også begrunde og legitimere sig på måder, der ikke krænker videnskabelige og politiske standpunkter med generel appel, hvilket i sig selv er et tegn på en såkaldt ”af-fortrylling” af verden. Vi skal dog som tidligere nævnt være påpasselige med tallene for vantro i Norge af den simple grund, at de dækker over et spektrum af opfattelser og kombinationer, der ikke kan dækkes fuldt ud af det begrebsapparat, vi har. At være ikke-religiøs kan for eksempel dække over en alternativ tro, og kirken nyder stadig stor opslutning blandt nordmænd. Desuden vil ateistiske verdensbilleder, når de bliver synlige og udtalte, ofte stå i kontrast til hinanden. Dette er ikke så anderledes end for religioner og ideologier i almindelighed.

Det er ikke let at sige, hvordan vantroen vil udvikle sig. På den ene side ser det ud til, at religiøse enhedskulturer i stigende grad udfordres af sekulære offentligheder, der muliggør vantro som selvbetegnelse og giver mening til vantro fælleskaber. På den anden side vil svækkede religiøse kulturer ikke altid erstattes af ikke-religiøse; faktisk er det ligeså sandsynligt, at andre religiøse strømninger overtager og får vind i sejlene – det, vi i religionsvidenskaben kalder af-sekularisering og gen-fortrylling.^[33] Vantroens synlighed og legitimitet er altså ikke bare et tegn på, at Norge er blevet af-kristnet (hvilket i sig selv er en sandhed med modifikationer); det er også et tegn på, at Norge på godt og ondt rummer mange forskellige livssyn. Med andre ord er vantroens march mod solnedgangen, der blev forudsagt af sekularisme-forskere i det 20. århundrede, snarere en runddans med overtroiske, nyreligiøse, kristne, muslimer, tvivlere og andet godtfolk, der har lige stor ret til og tro på deres overbevisning på livssynsmarkedet. De vantro har nok ret til et gudløst selvbillede og et ugudeligt liv, men de må dele pladsen med gudfrygtige og de, der serielt søger efter meningen med livet. Derfor har Ludvig Holberg nok ret i, at vantroen har sin plads i samfundet; men om det bliver bedre på grund af den, er ikke til at sige.

Fotnoter

1. SSB, Trus- og livssynssamfunn utanfor Den norske kyrkja, 1. januar 2014, på http://www.ssb.no/kultur-og-fritid/statistikker/trosamf. ↑
2. Inger Furseth, Et religiøst landskap i endring 1988-2013, i Religionens tilbakekomst i offentligheten?, red. Inger Furseth, 21-38, Universitetsforlaget 2015. ↑
3. SSB, Den norske kirke, 2014, på http://www.ssb.no/kultur-og-fritid/statistikker/kirke_kostra. Se også Pål K. Botvar, Endringer i nordmenns religiøse liv, i Religion i dagens Norge: Mellem sekularisering og sakralisering, red. Pål K. Botvar & Ulla Schmidt, 11-25, Universitetsforlaget 2010; og Furseth, Et religiøst landskap i endring 1988-2013 (se note 2). ↑
4. Botvar, Endringer i nordmenns religiøse liv (se note 3), s. 17. ↑
5. Ariela Keysar & Juhem Navarro-Riviera, A World of Atheism: Global Demographics, i The Oxford Handbook of Atheism, red. Stephen Bullivant & Michael Ruse, 553-587, Oxford UP 2013, s. 555 og tabel 36.3 (min oversættelse); se også Botvar, Endringer i nordmenns religiøse liv (se note 3), s. 15. ↑
6. Keysar & Navarro-Riviera, A World of Atheism: Global Demographics (se note 5), s. 584 og figur 36.11 (min oversættelse). ↑
7. For «ikke-troende», se Botvar, Endringer i nordmenns religiøse liv (se note 3), s. 18. For «ikke-religiøse», se Peter Lüchau, Atheism and Secularity: The Scandinavian Paradox, i Atheism and Secularity, vol. 2: Global Expressions, red. Phil Zuckerman, 177-197, Praeger 2010, s. 186-187 og tabel 9.1. ↑
8. For de helt ligeglade, der måske ikke altid er helt ligeglade alligevel, se for eksempel Phil Zuckerman, Samfund uden Gud, Forlaget Univers 2008. Nones er en lidt kompliceret størrelse, fordi begrebet tilhørighed eller tilknytning (”affiliation”) bruges på flere måder i forskning og formidling. Der kan både være tale om dem, der vælger ”none” i spørgeskemaer, når de bliver spurgt om religiøs præference, og om dem, der ikke tilhører noget religiøst fællesskab. Alt efter hvor bredt udvalget af religioner er i spørgeskemaet, kan en none være snævert eller bredt defineret. ↑
9. Grace Davie, Religion in Britain since 1945: Believing without Belonging, Blackwell 1994. ↑
10. Ole Riis, Patterns of Secularization in Scandinavia, i Scandinavian Values: Religion and Morality in the Nordic Countries, red. Thorleif Petterson & Ole Riis, 99-128, ACTA Universitatis Upsaliensis 1994. ↑
11. Jvf. Zuckerman, Samfund uden Gud (se note 8). ↑
12. For mere om betydningerne af “religion” og “spiritualitet”, se for eksempel Margrethe Løøv & Knut Melvær, Spirituell, religiøs eller åndelig: Om selvbetegnelser i det norske alternativmiljøet, DIN 1 (2014), 113-134. ↑
13. Inger Furseth, Religionens tilbakekomst, nedgang eller økende kompleksitet?, i Religionens tilbakekomst i offentligheten?, red. Inger Furseth, 169-183, Universitetsforlaget 2015, s. 174-75. ↑
14. For religiøsitet i medierne, se også Cora A. Døving & Siv Ellen Kraft, Religion i pressen, Universitetsforlaget 2013. ↑
15. For beskrivelser af nyateismen og kritikken af den, se for eksempel Thomas Zenk, New Atheism, i The Oxford Handbook of Atheism, red. Stephen Bullivant & Michael Ruse, 245-261, Oxford University Press 2013; se også Erik Thorstensen, Ateismekritikk, Akademika forlag 2013. ↑
16. Stephen Bullivant, Defining ‘Atheism’, The Oxford Handbook of Atheism, red. Stephen Bullivant & Michael Ruse, 11-22, Oxford UP 2013, s. 13 (min oversættelse). ↑
17. Bullivant, Defining ‘Atheism’ (se note 16), s. 14-15. ↑
18. Bullivant, Defining ‘Atheism’ (se note 16), s. 19. ↑
19. For ateismen som heterogent livssyn, se for eksempel etnografiske feltstudier som Jesse M. Smith, Becoming an Atheist in America: Constructing Identity and Meaning from the Rejection of Theism, Sociology of Religion 72 (2) 2010, 215-237; og Stephen LeDrew, Discovering Atheism: Heterogeneity in Trajectories to Atheist Identity and Activism, Sociology of Religion 74 (4), 2013, 431-453. ↑
20. Dette diskuteres i Keysar & Navarro-Riviera, A World of Atheism: Global Demographics (se note 5), s. 584. ↑
21. Lüchau, Atheism and Secularity: The Scandinavian Paradox (se note 7), s. 187. ↑
22. Jeg takker Didrik Søderlind for denne observation. ↑
23. Christopher Hitchens, God Is Not Great: How Religion Poisons Everything, Twelve Books 2007, s. 283. ↑
24. Se kampagnens hjemmeside på http://ingenlikerablilurt.no/. ↑
25. Et eksempel på en stemme indefra er Audhild Skoglund, der på PLuRel-bloggen 11. november 2011 skrev indlægget “Skeptiker eller en som er lurt?”, se http://blogg.uio.no/prosjekter/plurel/content/skeptiker-eller-en-som-er-lurt; udefra er for eksempel Øyvind Solum, der ved samme lejlighed skrev “Hvem lurer hvem?”, se http://blogg.uio.no/prosjekter/plurel/content/hvem-lurer-hvem. ↑
26. Se Torgrim Eggens beretning fra felten i artiklen I skitstormen, Humanist online, hentet fra http://arkiv.humanist.no/skitstormen.html. ↑
27. Se for eksempel Marianne L. L. Melgård & Even Gran, Medlemsvekst etter Ingen liker å bli lurt, Fri tanke online, 2. december 2011, hentet fra http://fritanke.no/index.php?page=vis_nyhet&NyhetID=8695. ↑
28. Stephen LeDrew, The Evolution of Atheism: Scientific and Humanistic Approaches, History of the Human Sciences 25 (3), 2010, 70-87 (særligt s. 71, 77). ↑
29. For lovforslag, høringsudtalelser og begrundelser, se Prop. 82L, 2014-15, Endringar i opplæringslova og privatskolelova, på https://www.regjeringen.no/no/dokumenter/prop.-82-l-2014-2015/id2402777/. ↑
30. Se bevægelsens hjemmeside på http://www.the-brights.net/. ↑
31. Hitchens, God is not Great (se note 23), s. 5. ↑
32. Peter Berger, The Sacred Canopy: Elements of a Sociological Theory of Religion, Anchor Books 1967, s. 45. ↑
33. For læsværdige og spændende indføringer i disse problemstillinger, se for eksempel Peter Berger (red.), The Descularization of the World, W. B. Eerdmans 1999, og Christopher Partridge, The Re-enchantment of the West, bind 1-2, T&T Clark 2004-2005. ↑